VANDETS REFLEKSION AF LYSET


Lysrefleksioner er et vigtigt virkemiddel der er med til at styrer vandets udtryk og til at eksponere forskellige former for rumligheder både over og under vandet. Reguleringsmulighederne ligger i bassinhøjden, placeringen i rummet, iagttagerens mulighed for at placere sig i rummet, kantens form, vandets dybde, vandstanden i forhold til bassinkanten og bundens form og farve. ’Det perfekte spejlbillede’ som vi oplever foran det indiske mausoleum Taj Mahal er den mest almindelige og bevidste udnyttelse at vandets lysrefleksioner, men der findes mange flere og mere underspillede former som leder opmærksomheden til forskellige steder omkring fontænen. Det kan enten være rummet over vandet, vandoverfladen eller vandet i hele dets dybde, eller bunden der eksponeres. I mere eller mindre grad stimulerer de forskellige typer af lysrefleksioner i og omkring vandet også til at aktivere en indre forestillingsverden. Specielt ’Perfekt spejling’ og ’uigennemsigtigt vand’ er mættet med symbolske betydninger, som gennem historien har henvist til livet på den anden side af døden eller forskellige forestillinger om en parallelverden.




Forholdet mellem den kulturbestemte virkelighedsopfattelse og en indre forestillingsverden kan aflæses i den rumlige iscenesættelse af vandets refleksion af lyset. I den islamiske vandkunst er ’Perfekt spejling’ et af de mest anvendte virkemidler. I Myrtegården på Alhambra hvor spejlbassinet fylder det meste af gårdrummet, med kun en smal flisegang rundt om, påtvinger spejlbilledet sig hele opmærksomheden. Illusionen fremstår som en insisterende del af helheden, og virker faktisk mere vigtig og virkelig end de omkringliggende bygninger. I den muslimske verdens opfattelse er evigheden den egentlige verden. Den jordiske tre dimensionelle verden er en bagatel i forhold til. Et meget benyttet virkemiddel foran Moskeer er at udnytte Moskeens store og mørke døråbning i spejlbassinet foran indgangen, som nærmest suger tilskueren ind i spejlbilledets illusion. I den muslimske verden er der en tro på at det er muligt at opnå guddommelige tilstande på jorden. Når den islamiske vandkunst fungerer bedst smelter billedet på det guddommelige sammen med den jordiske tredimensionelle verden til en helhed.



I den landskabelige engelske havekunst har man foretrukket de uigennemsigtige mørke vandoverflader og indimellem også spejlinger. Spejlingerne blev aldrig iscenesat som ’perfekt spejling.’ Et spejlbillede af en grotte, eller en skulptur af et mytologisk væsen skal ses på lang afstand og gerne mellem to træstammer der ligesom danner en ramme om spejlbilledet. I disse iscenesættelser lægges der tydeligvis afstand til den indre forestillingsverden. Billedet er dobbelttydigt idet iscenesættelsen på den ene side fortæller at dette ér en illusion, og på den anden side udfordrende spørger, ”hvad sker der hvis man træder ind i den”?



’Perfekt spejling’ har været meget efterstræbt og bevidst brugt op gennem historien i spejlbassiner. Men i nogle perioder har det været helt andre effekter der har været betydningsfulde. I de romerske fontæner fra barokken har man foretrukket det uigennemsigtige vand der antyder en stor dybde, som understreger barokstilartens teatralske undertoner. I renæssancens haver er der en tendens til at foretrække lyst gennemsigtigt vand, som passer til periodens klarer og rene stil. 



Det der kendetegner alle typerne er at de i mere eller mindre grad konkurrere med omgivelserne om øjets opmærksomhed. Det betyder at vi gennem øjet ønsker at se mere end det er muligt i et synsfelt. Det indvirker på måden vi ser på sådan at vi skifter fra ’det fokuserede tunnelsyn,’ som vi normalt bruger hvor vi ser med tappene i øjet, og, til ’det perifere og ufokuserede syn,’ hvor vi også bruger stavene. Måden vi bruger øjet på påvirker vores bevidsthedstilstand. Det perifere og ufokuserede syn hvor stavene aktiveres påvirker hjernens svingninger i retningen mod større afslappelse og alfabevidsthed hvor vi falder ind i os selv.