VANDETS LYDE

Der findes mange ord for vandets lyde. Vand kan risle, klukke, pible, bruse, plaske, skvulpe, dryppe og sjaske. Lydene opstår på baggrund af forskellige bevægelser i vandet. Den brusende lyd kommer fra vand med stort tryk, der piskes op og bliver hvidt og skummende. Lyden opstår når de uendelig mange luftblærer i det opskummede vand brister. Den klukkende lyd opstår når luftblærer passere op gennem vandet og gennem vandoverfladens overfladespænding og sætter vandmasserne i svingninger, og giver lyden det karakteristiske mørke rungende udtryk. Et plask opstår når en vandplamage falder ned på vandoverfladen med et smæld.




Vandets lyde kan både virke beroligende og meditative, som fontænerne i den mauriske havekunst. Andre lyde virker opstemmende som vandets brusen ved fontænen i Amaliehaven i København. Ved nogle fontæner kan lyden sågar virke nervepirrende og irriterende, som det var tilfældet ved en af fontænerne ved Verdensudstillingen i Sevilla, hvor vandet faldt i kaskader fra fire meters højde. Lyden fra vandet i fontænerne adskiller sig fra vandets lyde i naturen. Naturens lyde er universelle og uforanderlige. Hvorimod lydene fra det iscenesatte vand påvirkes af lydrefleksioner fra rummet, skulpturen, belægningen, kummen mm. Disse lyde varierer i forhold til stilperiodernes arkitektur. Rummet og arkitekturen og vanddybden mm. bestemmer vandlydenes klangfarve, akkurat som et musikinstruments form og materiale bestemmer instrumentets toneklang. Arkitekturens udtryk har derfor indflydelse på lydens akustiske skønhedsværdi. Vandlydenes rytme og vandlydenes rummelige virkning er derimod  faktorer der påvirker os kropsligt. Vandets lyde falder ind under betegnelsen hvis støj da de har en kaotisk struktur. Vi hørere vandets lyde som værende uden forståelige pauser og markeringer som bevidstheden kan gribe at i. Bevidstheden mister derfor kontrollen og lydene passere ureflekteret fordi. I stedet fornemmer vi vandlydenes rytme og rummelige struktur. Vandlydenes rytme er i højere grad en kropslig erfaring som vi forholder os til gennem vores egen krops indre rytmer, som f.eks. hjertets slag, åndedrættet eller hjernens svingninger. Vandlydenes rummelige struktur oplever vi gennem vores egen krops placering i rummet.


deler lydene i tre kategorier. Nogle lyde er centrale lydtoner i omgivelserne. De danner baggrunds lyden som f.eks. støj fra en motorvej. De kaldes ’Keynotes’. Andre lyde lægger sig i forgrunden og danner figuren i lyden som f.eks. en kirkeklokke. De kaldes ’Signals’. Endelig er der de unikke lyde der mærkbart skiller sig ud, eksempelvis en brandalarm. De kaldes ’Soundmarks'.





Vandets lyde har de samme egenskaber. Lyden fra den inertifyldte vandstråle er svær at lokalisere fordi den opstår uendelig mange steder på en gang. Lyden kommer til begge øre på samme tid, (binaural hørelse) det bevirker vi føler os omgivet af lyden. Disse lyde danner baggrunden. Lyden fra en stråle påvirket af overfladespændingen skaber en rytme som klart kan lokaliseres til ét bestemt sted. Disse lyde danner figuren i lyden og er samtidig ’rumskabende.’ Øvrige lyde som f.eks. et skvulp eller lyden fra en tung dråbe der falder, er hændelser vi bemærker, som bryder igennem ’den konstante baggrundslyd’ og ’den vedvarende rytme’ og gør os opmærksomme et øjeblik.    
Vandlyde hvor rytmen er lidt hurtigere end f.eks. hjertes slag virker opstemmende fordi kroppens rytmer afstemmer sig i forhold til omgivelsernes rytmer. Rytmer der er langsommere end hjertets slag virker naturligvis beroligende.




Fontænerne i Alhambra har generelt en langsom rytmisk lyd, som virker beroligende. Alle dyserne er udformet med små forskelle som skaber forskellige rytmer og høje toneklange da lydene opstår over vandet. Den omsluttende lyd skaber en følelse af centrering i rummet, som er gunstig i forhold til at bringe tilhøreren i en meditativ tilstand. Hjernen lokalisere instinktivt en lydkilde ved at måle den lille forskel i varighed og intensitet i den måde, hvert øre hører lyden på. Kommer lyden derimod fra forskellige retninger, eller blot fra én bestemt retning, skal vi ubevidst hele tiden forholde os til lyden, fordi lydimpulsen konstant ændre sig en lille smugle i hvert øre i forhold til retning og styrke, når vi bevæger os. Lyde, der kommer fra forskellige retninger trækker derfor opmærksomheden udenfor kroppen. Den omsluttende diffuse lyd peger i stedet ind mod tilhøreren selv og rækker samtidig med ud mod uendeligheden. Lyden centrerer på den måde den lyttende i det kosmiske univers.  



I barokfontænernes svungende og plastiske former opstår der ’akustiske skygger’ som isolerer de enkelte lyde fra hinanden i mindre lydrum. Lydene fra hver enkelt dyse kan klart skelnes fra de øvrige lyde. I bevægelsen rundt om fontænen skaber tilskueren selv en rytme, gennem sin bevægelse rundt i rummet, idet han passere forbi fontænens forskellige lydrum. Lyden appellerer på den måde til bevægelse og understøtter den barokke stilarts hang til rytmer, bevægelse og forløb.
I takt med at vandet bliver mere tilgængeligt bl.a. ved hjælp at pumper, blev fontænernes lydlandskab generelt mere monotone med en omsluttende brusende lyd. Senest har computerteknologien gjort det muligt at skabe lyde med nye programmerede rytmer og strukturer der mere understreger det tidsmæssige forløb end det rumlige forløb. En af tendenserne er at forskellige lyde glider pauseløst over i den næste sådan som det kendes fra tidens radio og tv.  



Computerteknologien skaber fantastiske muligheder for nye former for lyd udfoldelser. Man bør dog være opmærksom på at de programmerede skift skaber et opbrud i lyden der gør os mere bevidste om lyden, men som forstyrrer vandets beroligende effekt på tilhøreren.