VANDETS  BEVÆGELSER


Vand kan formes og bevæges til uendelig mange gestalter. En tynd faldende stråle, akkurat sammenholdt af overfladespændingen, hvirvler i en vandstrøm, en vandstråle der splintres i mange hvide tynde stråler. I bevægelserne besidder vandet forskellige former for spændinger som vi først og fremmest oplever gennem vores kinæstetiske sans. Disse forskellige spændingstilstande er aldrig blevet defineret ud fra et æstetisk og sanseligt udgangspunkt. Derimod er de velkendte indenfor hydraulikken hvor de er defineret som fem forskellige typer af kræfter der indvirker på vandet.

 




Inertikraften, der er indre gnidningskræfter mellem enkeltstrålerne i vandets bevægelser.
Overfladespændingen
, som skaber en hinde i overfladen hvor vandmolekylerne samler sig i større sammenhængende grupper. Spændingen holder sammen på vandet når vandets dimensioner er små.
Viskositeten
, der beskriver vandets træghed eller evne til at flyde ud, f.eks. på grund af friktion mod bunden.
Trykraften, som er den kraft som vandet forlader dysen eller kanten med eller den kraft vandstrømmen flyder med. Den kan i modsætning til de øvrige reguleres i vandiscenesættelsen.
Tyngdekraften, som påvirker vandstrålens massetæthed og volumen.
Ud fra disse fem parametre er det muligt at beregne den samlede energi i en vandstrøm. Kræfterne er afhængige af hinanden. Når den ene øges falder de andre tilsvarende. F.eks. falder viskositeten når trykkraften stiger. I vandbevægelsens visuelle udtryk er en eller to af kræfterne som regel fremherskende, eller to af kræfterne kæmper om overtaget. Nogle kræfter kan være så svage at man kan se bort fra dem. I hydraulikken skelnes også mellem laminare og turbulente strømninger. I en laminar strømning bevæger vandpartiklerne sig i parallelle forløb. Det giver en ensartet strømning med gennemsigtigt vand. En turbulent strømning har derimod et uregelmæssigt forløb forårsaget af hvirvler og vildfarende stråler (fluktuationer). De bevirker at vandpartiklerne blandes under bevægelsen og vandet bliver hvidt på grund af luftblærer.





I Ph.D. afhandlingen opereres med et begrebsapparat der gør det muligt at skelne de enkelte vandgestalter fra hinanden. De mest anvendte vandgestalter er blevet organiseret i en matrix, i forhold til de kræfter der indvirker på vandet, og i forhold til i hvilken grad vandet er laminar eller turbulent. Matrixen udgør et vokabular over de mest anvendte vandgestalter fra vandiscenesættelser fra den vestlige verden, fra sen middelalder til i dag. Nogle af vandgestalterne har været benyttet gennem århundreder og er allerede navngivet i kunstbøgerne. Andre gestalter er ikke bevidst blevet anvendt i vandiscenesættelser men er bevægelser man tager højde for i beregningerne indenfor hydraulikken. Disse gestalter har derfor en  hydrauliske betegnelse der er videreført til kataloget over vandets bevægelser. I kataloget er også medtaget vandgestalter, der må betragtes som sekundære i iscenesættelsen. Det vil sige mere eller mindre utilsigtede bevægelse, som opstår som følge af en primær og bevidst iscenesat gestalt. Disse vandgestalter er med i kataloget fordi de naturligvis også påvirker vores taktile sans. De sekundære vandgestalter er navngivet af undertegnede.
Vandkunst er en kinæstetisk oplevelse på linje med dans. Sanserne påvirkes i princippet på samme måde ved oplevelsen af vandets bevægelser, som ved oplevelsen af dans. Ligesom i dansen opleves vandets bevægelser både på det ydre og det indre plan. Dans er på det ydre plan et spil mellem kroppens bevægelser og tyngdekraften. Med disse to bevægelseskræfter placeres kroppen som gestalt i rummet, og generere en rumlig bevægelsesoplevelse hos tilskueren. På det indre plan afspejler kroppen, gennem spænding og afkobling, danserens indre sindstilstand. Tilskueren genkender denne spændingstilstand og husker den som en indre følelse i kroppen. Kræfterne der indvirker på vandet kan forstås som en analogi til de spændingstilstande der foregår i dansen. Trykkraften og tyngdekraften er de ydre kræfter der indvirker på vandet, og forårsager vandets placering og bevægelse i rummet. Vandets bevægelser indgår i rummets komposition, og vi erfarer dem i forhold til vores egen krops placering i rummet. Trykkraften og tyngdekraften svarer i dansen til kroppens bevægelser og leg med tyngdekraften.





Overfladespændingen, inerti og viskositetskræfterne har med vandets indre energier at gøre, og svarer i analogien til de indre kropslige spændingstilstande hos danseren. På det indre plan erfarer vi vandstrømmen eller strålens indre spænding og kraft, som vi genkender og mærker som en tilsvarende indre spænding i kroppen. Alle bevægelser udgør en del af ’vandets dans,’ det er ikke kun de bevidst iscenesatte bevægelser vi berøres af, men også små dråber der samler sig og de ringe de skaber i vandoverfladen efter faldet.





De indre kræfter der påvirker vandet, spiller er stor rolle og ofte hovedrollen i iscenesættelsen af den islamiske vandkunst. Det kan f.eks. være kampen mellem inertikræfterne og overfladespændingen i en ’Vandknude’, som ved fontænen i Patio del la Reja på Alhambra. Her er vandets tilførende kraft så lav at overfladespændingen forbliver intakt selvom vandtrykket skaber indre gnidninger der får overfladen i bevægelse. Et andet eksempel er de to fontæner i hver ende af bassinet i Myrtegården på Alhambra. De består af en meget lav ’Jetstråle’, som falder ned og danner ’Minibølgetog ’ i et cirkulært kar. Fra det cirkulære kar ledes vandet ud i bassinet ad en sliske, hvor vandet danner ’Interferens mønster’, og i vandstrømmens møde med vandoverfladen i bassinet dannes igen et halvcirkulæret ’Minibølgetog ’. Overfladespændingen og viskositetskraften er de primært påvirkende kræfter i gestalterne ’Minibølgetog’ og ’Interferens’. De spiller en større rolle end trykkraften og tyngdekraften i ’Jetstrålen’.  Vandkunst, hvor de indre påvirkende kræfter er fremhævede, stimulerer til at rette opmærksomheden indad og skabe en indre fornemmelse i kroppen. Derfor fremmer derfor en meditative tilstand hos tilskueren.





Fontæner hvor vandets trykkraft og tyngdekraft primært er iscenesat, henleder opmærksomheden på vandgestalternes rumlige og dynamiske udtryk og får vandet til at fremstå ekspressivt. I de romerske fontæner fra barokken udgør vandets trykkraft en helt central rolle. Siden renæssancen har der været tradition for at paverne promoverede sig, ved at opfører akvædukter og fontæner, med størst mulig vandtryk. Det krævede et stort vandtryk at få vandet ført op på Roms høje og gøre dem beboelige. Vandets trykkraft spiller derfor en central rolle i iscenesættelsen af Roms fontæner. I Roms fontæner fremhæves vandtrykket i de høje lodrette stråler og tyngdekraften udnyttes i lange vandfald fra højtsiddende kummer.  Vandstråler og vandfald indgår i et dynamisk og rummeligt sammenspil med barokskulpturernes kompositioner. Vandets indre kræfter er naturligvis også til stede i de romerske fontæner, men de spiller en langt mere sekundær rolle.